UDTRAPNING AF SERTRALIN HEXAL

udtrapningJeg skal igang med en udtrapning af min medicin, ligenu får jeg Sertralin Hexal 100mg, jeg vil derfor tage dig med igennem forløbet – med nedture og opture – for dem ved jeg de kommer…. Jeg er meget nervøs for at skulle trappe ud, hvad med de bivirkninger som kommer? kommer der nogle? Jeg har søgt og søgt for at finde andre som har gjort det, men desværre er der ikke meget at finde på nettet omkring at skulle trappe ud af sin medicin.. Så jeg har valgt at tage dig med igennem forløbet, så får du ihvertfald en forståelse af hvordan det er. Jeg har taget medicin i lidt over 2 år, vil jeg tro. Det har gjort meget godt for mig, men også gjort nogle dage svære… Jeg har siden helt lille ikke ville have medicin fordi jeg var overbevist om at jeg sagtens skulle klare mig, at det ville være som at ligge et låg på alle mine angst tanker. Jeg er ikke blevet angst-fri fordi jeg får medicin, faktisk ikke. Nogle ting er bedre – men ikke alt, det nu på tide at sige farvel til medicinen!! Men hvorfor? Når jeg blir mindre angst ved at tage dem? Det virker for dig nok dumt? Men Ja ser du…. Min medicin har lagt et slags låg over min sygdom, ikke helbredt mig. Blot et låg, når jeg så stopper skulle det hele komme frem igen. Derfor trapper man ind og ud af ens medicin. Men faktisk så er det nu blevet bevist at man ren faktisk kan “helbrede” meget mere end man lige tror ved hjælp af noget så simpelt som vitaminer – VITAMINER tænker du? Ja det gjorde jeg også…. Måske kan du huske da du var lille, du skulle have diverse vitaminer, fiske olie mm. Det skulle jeg ihvertfald, dengang troede jeg min mor var besat af vitaminer, men så skulle du se hende nu… er du vimmer hun ved meget om alt det! Vi kalder hende noglegange for læge hjemme ved os, simpelhen fordi hun har formået at gøre sig selv tæt på rask bare ved hjælp af sund kost og vitaminer. De siger man ikke må spise for mange vitaminer, men det er helt helt forkert. Jeg vil tage jer med i min ud-trapning af Sertralin og min ind-trapning af vitaminer. Lige nu er jeg faktisk ved at lave en udrensning af min krop med c9 kuren – for at være helt frisk med energi inden jeg begynder at trappe ud af min medicin. Jeg vil selvfølgelig tage jer med i forløbet!

Jeg har en hel masse indlæg på vej til jer!
xx Martine

   

Nu er der gået et par dage siden jeg sidst lagde et indlæg op..
Der sker ret meget i mit liv lige pt, jeg skal til at flytte og det kan tricke min angst rigtig meget – fordi der ikke rigtig er helt styr på hvornår jeg får nøglen til den nye lejlighed.. Derfor har der været lidt stille herinde.. Jeg fortalt i sidste indlæg omkring det med at jeg er blevet svigtet af Frederikshavn handelsskole.. jeg vil i dette indlæg fortælle om hvad der så skete efter mit nederlag..

Jeg gik for at sige det rent ud HELT ned med flaget da jeg blev smidt ud af handelsskolen, jeg var ikke i stand til særlig meget, udover at jeg havde sat mig for at kæmpe om at få sat et fokus på det, jeg kontaktede diverse medier, uden at jeg kunne få nogen form for hjælp. Men til sidst fik jeg kontakt med en super sød gut fra nordjyske, som gerne ville skrive min historie, jeg var lykkeeeelig!! Der var nogen som gad lytte, nogle som ville hjælpe mig at komme ud med den her unfair behandling!! Så i avisen kom det ( jeg skal se om jeg kan finde nogle udklip) – Dengang var jeg var faktisk ved at tage kørekort, men igen her var der noget jeg ikke kunne gøre alene, så jeg havde min mor med til alle mine teori timer. En smule flovt, men betryggende for mig – udover det så hun fik i hvertfald fornyet hendes kørekort ;-)
Men man skulle tro at kampen her var slut? Men næ nej, nu kom der bare endnu en kamp, jeg ville på design skole – men kunne ikke tage på teko, da det var ALT for langt væk hjemmefra… Der lå en tekstilhåndværker skole i Aalborg, som jeg var kommet ind på.. Men som ligepludselig havde fået taget deres S.U fra dem.. Og kæmpede om at få en ny, men indtil at det kom igennem. Endte jeg på en lille design skole i Aalborg, som nok nærmere kan kaldes et kursus – hvor jeg lærte en hel masse, jeg bestod og kom ud med et slags bevis på at jeg havde gennemført. Men jeg vente og ventede, på at tekstilhåndværker skolen ville få deres S.U godkendelse gennemført.. Men det skete ikke! Det var med stor skuffelse, fordi jeg havde fundet en skole – hvor de havde plads til mig og min sygdom… Men så stod jeg igen og skulle finde på noget andet… Hvad fandt jeg på? og hvad laver jeg idag?
TAK FORDI DU LÆSTE MED!
xx Martine

KÆMP VIDERE SELVOM DØREN BLIVER SMÆKKET I HOVEDET PÅ DIG!

Dette er indlægget som jeg skrev tilbage i 2013…

martinee

Jeg har længe tænkt på at lave dette meget personlige indlæg, jeg synes lidt det er på tide at det kommer nu, det har været utroligt svært for mig…. at jeg nu skal gøre det offentligt på nettet, men har nu besluttet mig for at det ikke er pinligt eller noget jeg skal være flov over, og så må jeg tage de ting der evt. kan blive sagt omkring dette.

Okay, jeg lider af en sygdom som hedder OCD/Angst… OCD betyder – ( obsessive-compulsive disorder), på dansk obsessiv-kompulsiv tilstand eller tvangslidelse. Det er en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.. 2 – 3% af befolkningen rammes af OCD. Det svarer til ca. 100.000 – 150.000 danskere. Så jeg er langt fra den eneste med sygdommen OCD..
Angst ved de fleste hvad er, men for en god orden skyld, vil jeg lige fortælle hvad det er.. Mit er nok aller mest Panikangst som karakteriseres af voldsomme og uventede panikanfald. Angstanfaldet er oftest kort og intenst. Og det er meget almindeligt at tænkningen handler om at dø, miste kontrollen. De kropslige oplevelser udgøres af vejrtrækningsbesvær, hjertebanken, svimmelhed og underlige fornemmelser i lemmerne.

Som nogle af jer ved, at gik jeg på Frederikshavn handelsskole. Hvilket jeg var rigtig rigtig glad for, jeg stod op kl 05:30 hverdag, for at sidde i bus i en time. Hvor jeg kunne have valgt Aalborg, som er tættere på. Men Frederikshavn handelsskole, fortalte at de havde plads til mig og min sygdom. Det var jo en vildt dejlig situation at man kunne komme til at gå i skole, som normal ung, og prøve at få S.U. Men ligeså snart man tror at noget er godt, bliver det modsatte bevist. Jeg blev smidt ud for noget tid siden, pga mit fravær som min sygdom giver mig, allerede ved anden advarsel, kontaktede jeg skole psykologen, men hun havde ikke tid, fordi hun var på ferie.. Så jeg fik min mor til at få en tid ved lægen, så jeg kunne få noget medicin, som jeg har været imod siden jeg fik stillet min diagnose, men jeg ville denne uddannelse så brændene, så jeg måtte gøre alt hvad jeg kunne, men det er ikke bare lige sådan at få piller, jeg skulle på sygehuset og snakke, men kunne først få en tid engang i April, og det ville være for længe at vente, så vi benyttede os af selvvalgt sygehus, og det blev helt i Silkeborg, hvor jeg kunne komme til lidt hurtigere, jeg nåede at have 1 møde i silkeborg (det kan tage op til flere måneder at få det afgjort) Jeg fik tid i weekenderne for at det skulle gå stærkt. Men inden jeg nåede at kunne gøre noget mere ved det havde skolen smidt mig ud..

Skolen gav mig tilbudet som alle for, nemlig at jeg kunne starte i en helt ny klasse på en frisk, for så ville mit fravær blive nulstillet. Det skal siges, at det ikke ville hjælpe mig på nogen måder, jeg ville bare få det værre.. Nye mennesker, nye lærer, og et kæmpe nederlag. Selv min psykiater fortalte mig at det ikke ville være godt for mig, så ville ikke på nogenmåde kunne tage imod dette tilbud, og der var i alt 33 alm. skole dage tilbage, så kom eksamen, studietur.  Men skolen valgte at stoppe min drøm, om en uddannelse, og var faktisk ret ligeglad med hvordan jeg havde det som person. Så jeg måtte stoppe på skolen, trods at jeg var med i undervisningen, at jeg lå overmiddel i klassen – og måtte ellers få tilsendt billeder fra mine klassekammerater omkring, hvor fed deres studietur var..

Min mor og jeg, tog endda kontakt til undervisningsministeriet, hvor vi faktisk blev ringet op. De sidder normalt med et standard brev til alle, men hun valgte at ringe fordi hun synes det var så menneskelig en sag, hvilket jeg faktisk er ret så enig i. Damen fortalt også at hvis skolen ville, måtte de gerne lade mig fortsætte, hvis bare vi lavede et samarbejde. Men det ville de ikke.

Og for det ikke skal være løgn, går der nu en i min klasse med mere fravær end jeg, og dette er ikke pga nogle sygdom eller lig. Men ganske alm. træthed/pjæk. Men personen er ikke smidt ud, jeg kan kun komme til at føle at dette er en personlig ting, skolen (skolelederen) har imod mig.. Så lige nu er min drøm om at få en hue på, fuldstændig udelukket

.. Frederikshavn handelsskole, har altså ikke plads til elever/unge med en psysisk lidelse, som de ellers så fint giver udtryk for på deres hjemme side, nemlig at der skal være plads til alle… Dette er altså en falsk reklame fra dem, jeg håber ikke andre skal opleve det jeg har været igennem, det er hårdere end man tror. Og hvis jeg skulle have alt med hvad der er sket i denne sag vil det tage flere dage at læse nærmest.

Jeg er nu sikker på at den dør jeg fik smækket i hovedet af Frederikshavn handelsskolen, giver mig en mulighed for at komme til at lave noget, jeg får meget mere ud af. Og jeg håber af hele mit hjerte, at der sidde nogle med en rigtig dårlig smag i munden, over den grimme, dårlige og ikke mindst uretfærdig forskelsbehandling jeg har fået.

Jeg kæmper, og min kamp for at få et normalt liv som andre. Stopper ikke bare!
Er evig taknemlig for jeg har så dejlige familie, der støtter mig! Men ikke mindst min FANTASTISKE mor som har gjort alt for at kæmpe mig tilbage på skolen, trods hendes egne problemer. Kunne ikke have klaret det her uden dig, tusind tak. ♥
husk, giv aldrig op – selvom det er svært!

Som du kan læse har det været meget svært for mig, det har været en laaang sag.
Tak fordi du læste med!
xx Martine

   

AT BLIVE SVIGTET AF FREDERIKSHAVN HANDELSSKOLE

Jeg startede på Frederikshavn handelskole, trods jeg boede et godt stykke derfra, grundet at de gav udtryk for at der var plads til mig, der var plads til unge med særlige udfordringer. Inden jeg startede på det rigtige forløb, havde jeg gået i HG flex, en klasse som tester om man kan klare den rigtige HG. Alt gik godt, jeg fulgte med, stod op kl. 05:30 for at møde i skole kl 8:00. Jeg gennemførte og var klar til den alm. HG klasse. Da jeg havde gået på skolen i en alm. klasse i omkring et år, havde der været mange fraværsdag, op/nedture. Tilsidst skal jeg til samtale med skolelederen Brian. Jeg havde taget min mor med, havde taget OCD-blade med, for nemmere at kunne forklare ham hvad det var som skete inde i mit hovede når jeg ikke mødte op. Vi havde en lang samtale, hvor han endte med at forlade rummet i frustration, over at jeg ikke bare gav ham ret. Jeg var med i klassen, lå over middel – trods de dage jeg ikke kunne møde op gav mig fravær. Jeg lavede alle mine ting – på det tidspunkt havde jeg kontaktede skole-psykologen, for at få en tid – til nemmere at kunne komme afsted, en som kendte stedet og kunne hjælpe mig når det var svært. Men hun havde ikke tid fordi hun havde ferie, jeg sagde til skole lederen at jeg ville begynde tage medicin, fordi jeg så brændende gerne ville gennemføre uddannelsen – for at vise mig selv, min familie at selvom man kæmper med noget, så kan man sagtens gennemføre! Det var faktisk sådan at min mor havde taget kontakt til undervisnings ministeriet, for at få en godkendelse på at jeg måtte tage uddannelsen, trods mit fravær – men skole lederen Brian, var tvær og havde bestemt sig for at jeg ikke måtte fortsætte, selvom der KUN var 33 skole dage tilbage, før fraværet blev nulstillet og man skulle starte på 2 og sidste år. (Der var endda en i min klasse, med MERE fravær end mig, som fik lov at fortsætte) Istedet for ville de sætte mig i en HELT ny klasse, og tage første år om. Trods jeg var med ren fagligt, jeg lå som sagt over middel. Men der var noget som bare gjorde at han ikke ville lade mig fortsætte, jeg er sikker på at det er fordi jeg ikke kunne holde min mund til ham, omkring hvor uretfærdigt det hele var.

Jeg var villig til at begynde tage medicin for at gennemføre, for at gøre alt hvad jeg kunne. Men jeg nåede slet ikke så langt, for det er en længere process du skal igennem for at få medicin, det er ikke noget man bare får fra den ene dag, til den anden.  Men den dag idag, får jeg medicin, jeg får sertralin – men skal til at trappe ud, et forløb jeg os vil dele med jer.

Men jeg fik en dør smækket lige i hovedet for at sige det mildt af Brian, fra Frederikshavn handelskole. Jeg har stadig et had, en frustration og et kæmpe svigt til den mand – som ellers havde fortalt at der var plads til alle…. Min drøm blev lukket, jeg mistede håbet om at få en uddannelse – trods jeg kæmpede og havde fået en godkendelse fra de højere magter… Jeg gik til avisen med det, det var os en krig bare at få det trumfet igennem… Så som du nok kan læse, har det ikke altid været lige nemt..

Det her var bare en kort forklarning på hvordan jeg dengang blev svigtet og følte at jeg aldrig skulle blive til noget. Faktisk dengang skrev jeg et længere indlæg herinde, som jeg vil finde frem til dig og offentliggøre imorgen.

Tak fordi du læste med!
xx Martine

EFTERSKOLE TIDEN SOM ANGST OG OCD RAMT

269639_2188280510777_1969391_n

Så kom efterskole tiden, som jeg først og fremmest troede blev en større udfordring end det blev.
Jeg husker meget af tiden som en god oplevelse selvfølgelig med bump på vejen som alle andre dage i mit liv. Sådan er et typisk liv med angst og OCD. Der er bump på vejen ved de fleste ting man fortager sig.
Men jeg startede på efterskolen i 9 klasse. Der var særlig udfordringer omkring når vi skulle spise aftensmad – normalt er det sådan, eller det var det på min efterskole – der rykkede vi rundt når der var gået en uge, omkring bordet. Jeg havde en særlig plads hele året, fordi det med at jeg ikke vidste hvor jeg skulle sidde kunne tricke min sygdom særlig meget. Nogle gange måtte jeg lade være med at møde op, og fik derfor mad på mit værelse…. Som man normalt kun fik hvis man var syg. Jeg husker tydeligt de dage hvor jeg var nød til at sidde derovre, jeg var så nervøs da jeg hørte de første komme ind af døren i huset.. Fordi jeg følte mig så anderledes, forkert og unormal.Jeg havde/har det bedst med at sidde aller bagerst i et lokale, for ikke at blive dårlig, jeg kan ikke helt fortælle dig hvad det er som tricker mig, men min krop begynder at ryste, få vejrtræknings problemer og føle ubehag.. Heldigvis var de fleste meget forstående, men endte faktisk med at den gruppe jeg gik meget med, ikke troede på mig – det endte med at jeg så sad lidt alene tilbage, fordi dem jeg snakkede mest med, ikke længere gad tale med mig. HELDIGVIS ændrede det sig meget hurtigt.

Det kommer også særligt ved små lokaler og en større forsamling. Så når der var morgensang hver morgen, måtte jeg blive på værelset. De andre elever, eller nogle af dem – troede at det var fordi så kunne jeg sove længere end dem. Men sådan var det på ingen måde, jeg havde det simpelthen så dårligt at jeg ikke var i stand til at sidde derovre i den større forsamling. Så istedet for at ødelægge hele min dag, fik jeg lov at lade være med at komme til det, for at jeg kunne gennemføre året på efterskolen. Jeg gennemførte – og det var det aller bedste år i hele min skole periode. Jeg havde et møde med forstandersen’s kone hver uge, hvor vi gik igennem hvad der skulle ske i løbet af ugen, sådan at jeg var forberedt på hvad der skulle ske. Så gik mine dage meget nemmere. Efter efterskole tiden, blev det for alvor svært for mig at skulle gennemføre en uddannelse – i det hele taget svært overhovedet at få lov at tage en uddannelse.. Ja igen tænker du nok noget helt bestemt nu – jeg kunne forstille mig, at det var noget lign. ” svært at få lov? Det er da bare at starte på en, og bum så er du færdig” Men ja det var svært at få lov, fordi du skal have nogle særlige regler som glæder for dig, ikke alle er særlig behjælpelige – særligt ikke Frederikshavn handelskole. Der har jeg været igennem en længere periode med dem, og skolelederen, trods at have fået grønt lys fra undervisnings ministeret – læs mere om det allerede imorgen!
Tak fordi du læste med.
xx Martine

SYGEHUS SKOLE – HVAD ER DET?

computeren_og_skole_655116a

Først og fremmest 1000 mange tak for alt den opbakning, som har været siden jeg startede bloggen med et enme som er så personligt, men alligevel et enme man bør tage hånd om!
Jeg fortalte igår lidt om hvordan det var jeg var blevet konfirmeret alene, og hvad der så skete efter 7 klasse.
Jeg gjorde 7 klasse færdig ved hjælp af sygehuset’s skole, som de tilbyder de unge som indlagt og kan holde til det, så kommer man i et par timer om dagen over på skolen. Hvor man med to lærer laver opgaver mm. I pausen så man altid film, spiste knækbrød og drak saftevand. Så gik man i ”klasse” med de andre indlagt, ofte kun en 4-5 stykker. Det var rigtig hyggeligt, når man nu ikke kunne andet. Det var faktisk sådan at det kun er indlagte børn som kunne gå i skolen, men jeg fortsatte i skolen – jeg blev hentet i en taxa hverdag, og kørt ud på sygehuset hvor jeg skulle i skole, Fordi jeg ikke kunne andet. Det var den eneste måde jeg ville kunne komme i skole på, ellers skulle min mor have mig til hjemmeundervisning, men sammen med min dengang psykolog, blev det bestemt at det alligevel var meget godt for mig at komme lidt ud, blandt andre som ikke kun var min mor eller familie.
Men en ting var sikkert jeg ville ikke kunne komme i en normal skole-klasse, og var alligevel for rask til at komme i en special klasse, så hele tiden stod man i en svær beslutning om hvad der var bedst for mig. Jeg er meget taknemlig idag over alt jeg har oplevet, men håber ikke min værste fjende skal det igennem jeg har været.

Efter 7 klasse på sygehuset var overstået, skulle jeg videre – jeg kunne ikke tage resten af min skolegang færdig der. Så vi fandt en skole i Aalborg, som tilbød en anden form for undervisning, nemlig 4 timer bogligt, og 4-5 timer i f.eks billedkunst eller andet – det tog sig lidt bedre af unge med diverse ting at rode med, på den måde havde de mere tid, overskud og forståelse for at hjælpe hver enkel. Som de fleste folke-skole klasser desværre ikke har..

Men hvordan gik det så? Ja det gik jo okay, men stadigvæk mange sygedage og udfordringer, HVERDAG. Noget som jeg husker er at hverdag var en kamp for mig, de havde en morgensamling som man skulle møde op til, det kunne jeg ikke – for mange mennesker samlet et sted, jeg får helt ondt i maven over hvordan jeg havde det dengang. Min mor kørte mig hverdag, jeg var ikke i stand til at tage bussen eller være særlig meget alene. Men jeg kom igennem 8 klasse men som altid med en masse uønsket fravær. Det har altid været svært at skulle melde sig syg, eller lade være med at komme – fordi jeg ikke var syg, sådan med feber, men det hele skete oppe i mit hovedet. Jeg har flere gange været udsat for at folk simpelthen ikke troede på at jeg fejlede noget. Fordi man aldrig har kunne – se, mærke eller føle det på mig. Jeg har på en eller anden måde altid været meget god til at skjule at jeg havde det svært.

Efter 8 klasse, udviklede jeg mig – jeg ville prøve noget nyt, jeg ville på efterskole!
Men du tænker nok nu, at det aldrig ville gå? En pige som er så knyttet af hendes mor, tryghed og nu skulle hun væk fra det? Læs mere om hvordan det var, hvad det gav en pige med angst og OCD.

TAK FORDI DU LÆSTE MED!
xx Martine

   

KONFIRMERET ALENE??

I det indlæg her, vil jeg fortælle lidt om hvordan det ellers har været at være mig i løbet af tiden som er gået indtil her hvor står idag.
Jeg brugte meget tid ind og ud af sygehuset, jeg fik den undervisning jeg skulle på sygehus skolen, de perioder jeg var indlagt, og kom tilbage i min klasse efterfølgende. Jeg skiftede på et tidspunkt skole, grundet en utrolig dårlig dansk-lærer. Som på ingenmåde kunne acceptere mig, så vi kunne på ingen måde arbejde sammen. Det var omkring midt i 6 klasse at jeg skiftede skole – jeg startede på den nye skole, som jeg husker var svært, meget svært. Når jeg skulle gå fra indgangen op til mit klasse lokale, at gå på den store gang, gjorde mig angst og nervøs.. Jeg husker at gulvet på skolen var ternet, hvid og grøn. Året gik og nogle dage være svære end andre – men jeg klarede det, eller faktisk så gjorde jeg ikke helt… Fordi da vi så startede i 7 klasse, måtte jeg gå ud – grundet endnu en indlæggelse.
Men i 7 klasse begynder man jo til præst, skal konfirmeres og alle de spændene ting… Men for mig, var det ikke spændene det var et værre rod. Jeg gik ikke i skole, men fik tilbudt at kunne starte til præst med min klasse alligevel. Desværre var det alt for svært for mig, jeg kunne ikke. Så min mor fik en aftale med præsten, som faktisk også underviste min klasse. Om at jeg kunne få ene undervisning (med min mor og præsten) Hvergang jeg har skulle noget, har min mor været med. Det har givet mig en form for tryghed, og gjort det hele meget nemmere. Jeg havde jo selvfølgelig som de fleste på den alder, et brændende ønske om at blive konfirmeret. Det var meget lærerigt at sidde ansigt-til-ansigt med præsten.

Så kom dagen hvor jeg skulle konfirmeres – mig helt alene.
Jeg blev konfirmeret ca en time efter min klasse, alene. En kirke fyldt med kun mig, min familie og præsten. Det var en meget speciel oplevelse, som står mig meget klart stadigvæk. Jeg holdte fest som de fleste, på helt normalvis. Jeg har valgt at tilføje et billede fra min store dag, selvom det for mig sætter gang i en hel masse følelser.
14625533_10209067257977539_534395254_o

Så kom der den traditionelle  blå mandag, og hvordan forløb den så?
Jeg havde dengang faktisk en kæreste, som jeg holdte meget af – og stadig gøre den dag idag, han blev en af mine aller tætteste, fordi han kendte mig så godt, han gik igennem den svære tid med mig som 13-årige med OCD og angst. Jeg knyttede mig rigtig meget til ham, han blev min anden støtte, som kendte til alle de skøre tanker, som pressede sig på. Så derfor var forholdet en smule specielt i forhold til vores alder, hvergang jeg besøgte hans familie, måtte jeg kæmpe for at sidde ved spisebordet og spise, fordi det var meget angstprovokerende for mig, men heldig har han en helt fantastisk familie, som forstod det. De har alle en hel speciel plads i mit hjerte idag. Min dengang kæreste var naturligvis os med til min konfirmation, og vi holdte faktisk blå mandag sammen, eller han holdte blå-mandag med mig, han var 2 år ældre.
Den dag idag, er han en af mine aller bedste venner, som jeg desværre ikke snakker særlig tit med. Men jeg altid kan komme til – hvis der er noget som er ekstra svært.

Min blå-mandag den holdte jeg alene uden mine klassekammerater.
Vi var en lille tur i tivoli, og derefter faktisk hjem. I sin tid kunne man komme ind på en diskotek i Jomfru Ane gade, der hed Tiger. Mine forældre havde købt billet til os, fordi jeg jo så gerne ville prøve at være som andre, være med i det fællesskab. Jeg nåede knap nok lige ind af døren, inden jeg besluttede mig for at vi skulle hjem. Sådan forløb blå-mandag for mig, fordi jeg ikke kunne andet.
Men hvad skete der så efter 7 klasse? Læs med igen snart!

Tak fordi du læste med!
xx Martine

AT VÆRE SYG SOM 21 ÅRIGE – 2

ded2d1450be26e5ade8597ffeb296010
Så ja, hvordan startede det hele så?
Det hele startede faktisk da jeg var helt lille. Jeg var i starten en helt normal pige med krudt i røven. Altid fremme i skoene, som ville prøve alle de store ting i tivoli alene, var endda oppe i eiffeltårnet alene. Ja som du kan læse så var jeg meget selvstændig. Men pludselig ændrede det hele sig…

Jeg blev syg af colibakterier og måtte indlægges, som gjorde at jeg skulle have en masse medicin, for at komme på benene igen. Lige nu er vi faktisk igang med, at undersøge grunden til, at jeg er blevet syg – med min ocd og angst. At det faktisk måske skyldes for meget antibiotika. (da man ren faktisk kan blive syg af det. Mere om det i et senere indlæg! )

Nå tilbage… Da jeg var mindre, begyndte jeg at ændre mig. Jeg ville f.eks. ikke gå på den side af vejen, hvor der gik fulde mennesker. Jeg ville ikke sluge mit eget spyt. Jeg husker tydeligt en tur, vi var ude at køre – det var en lang tur. Jeg kan ikke huske hvor vi skulle hen. Men jeg husker, at jeg ikke snakkede hele turen, fordi jeg sad og gemte på mit spyt, til jeg kunne komme af med det når vi var fremme. Lige i det jeg åbnede døren kom en kæmpe spytklat ud, som jeg ikke havde ville synke under hele turen. Forstil dig, hvor meget spyt du får i munden på en halvtime, hvis du ikke sluger det? Udover det, så blev jeg som lille indlagt, fordi jeg hele tiden var svimmel. Jeg kunne ingenting i omkring 14-dage, hvergang jeg skulle på toilettet eller andet, skulle jeg have hjælp, da jeg fik en fornemmelse af jeg skulle besvime. Jeg kunne ikke selv gå fordi jeg var så svimmel. Til sidst tog min mor kontakt til sygehuset igen, for at sige at nu måtte jeg altså en tur derud. For der måtte være noget andet end bare en influenza, som først blev sagt.

Min mor besvimede meget som lille, fordi hun har et forstørret hulrum i hjernen. Så jeg blev selvfølgelig undersøgt for om jeg fejlede det samme. Heldigvis gjorde jeg ikke det, men så stod man igen der og vidste ikke hvad der var galt med mig? Jeg røg ind og ud af sygehuset med diverse ting. Smerter i brystet, som kom ofte, hvilket gjorde, at jeg troede jeg ville få et hjertestop, fordi smerterne var så intense. Jeg husker næsten ikke selv alle de ting, som jeg har været indlagt for. Jeg ved bare, at jeg har været der utrolig mange gange, uden nogen kunne fortælle mig eller min familie, hvad jeg fejlede. En ting som står meget klart for mig, som jeg stadig tænker på når de køre forbi mig, er ambulancen. Der husker jeg, at de havde nogle ”falk-bamser” med slik og plaster i. Dem havde jeg efterhånden utrolig mange af, at jeg tilsidst takkede nej, fordi jeg havde nok.

Men et minde, som også står mig meget klart er fra børneafdeling, nemlig deres ”lege-stue”. Jeg husker tydeligt, hvor meget jeg nød at være derinde, og hvor mange gange jeg sad og kiggede ud af vinduet for, at se ned på parkeringspladsen. For at se om nogle kom og besøgte mig. Der kom heldigvis nogle rigtig tit, men min mor var der hele tiden. På trods af min 3 årige ældre bror som var hjemme ved min mormor – tror jeg faktisk. Jeg husker faktisk ikke rigtig min storebror i det intense sygdomsforløb på sygehuset. Den eneste jeg husker klart, er faktisk min mor – hun var der altid. Jeg selv kunne kun fokusere på, hvor dårlig jeg var. Nogle af jer tænker nok nu, jamen hvor var din far? Min far kom også af og til, men han er utrolig bange for sygehuse, hvilket jeg selv er blevet den dag idag, grundet de mange indlæggelser. men jeg kæmper!

Jeg blev udskrevet og skulle prøve starte i skole igen, men det kunne jeg ikke. Så jeg endte faktisk med at få ene undervisning på min skole, hvor jeg havde min mor med. På det tidspunkt kunne jeg faktisk ikke, gøre noget som helst uden, jeg havde hende med. Som sagt så røg jeg ind og ud af sygehuset igennem flere år. Da jeg var omkring de 11-12 år, fik jeg at vide, at jeg altså havde OCD samt angst.
Sygehusets personale endte faktisk med at undskylde, fordi de ikke havde set det tidligere i forløbet.
Det var lidt om, hvordan det hele startede. Følg med i de kommende indlæg om, hvordan det så er at være mig, den dag idag – hvad jeg har oplevet af udfordringer indtil nu og hvad der kommer til at ske fremadrettet.
TAK FORDI DU LÆSTE MED!
xx Martine

AT VÆRE SYG SOM 21 ÅRIGE

angst_cirkelJeg vil starte med at tage dig med ind i hvordan, hvornår og hvem der fandt ud af hvad jeg fejlede. Min rejse har været lang, jeg er som sagt 21 år nu, men det er jo ingen alder – min rejse blir længere endnu, måske jeg skal leve med det resten af mit liv? Og hvis jeg skal hvad så? jeg har mødt rigtig mange på min vej, som har sagt at det var rigtig synd for mig, at jeg må have det hårdt. Ja det er hårdt! Men synd for mig er det ikke, jeg har aldrig prøvet andet. Jeg har været syg, næsten ligeså længe jeg kan huske. Jeg har skabet en hel masse problemer i mit hjem. Min mor har haft sit at se til med et syg barn som ingen vidste hvad fejlede. Men bare opførte sig i nogens øjne provokerende, forkælet, en møg unge og meget utilfreds, men det hele var fordi hun havde det skidt, uden selv at kunne forklare hvad hun var bange for. En pige som ikke kunne sluge hendes eget spyt af frygt for at få bakterier, en pige som ikke kunne gå over et lyskryds i frygt for at besvime, en pige som ofte besvimede grundet hendes så store frygt, en pige som ikke kunne tage med ud at handle, fordi hun var bange for alle menneskerne skulle se, at hun havde det dårligt og blev svimmel, en pige som har været noget af en udfordring for en enlig mor med to børn.

HELDIGVIS er jeg rigtig heldig, at min mor har taget det hele i stiv-arm. Hun har klaret alle dagene med oprejst pande, hjulpet mig med at se en fremtid. Jeg har været meget tæt knyttet til min mor, er det den dag idag stadigvæk. Mange forstår det ikke helt, hvorfor jeg fortæller og snakker med min mor om alt.  Men jeg tror et eller andet sted det altid vil være sådan, fordi vi har været så meget igennem sammen. Jeg har ikke gået sygdommen og indlæggelserne igennem alene. Nem har jeg ej været – men jeg ved min mor har gjort hvad hun kunne for at hjælpe mig.  Jeg ved det har gjort meget ondt på hende, at se hendes barn være så bange og ked af det. Men hvordan fandt de så ud af, at jeg havde angst og OCD?

Der er du nød til at vente til imorgen, for der kommer anden del af indlægget her.
Tak fordi du læste med.
xx Martine

   

DEN NYE BLOG KOMMER TIL AT HANDLE OM?

smid-maskensmid-maskensmid-maskensmid-masken

Hej og velkommen til den nye blog, til dig som læser med lige nu!
Jeg har valgt at starte et helt andet forum for bloggen, som før hen har omhandlet ”Martinesverden” jeg har dog valgt at fastholde navnet, da det her stadig er min verden, bare noget helt andet – det er nemlig at jeg har valgt at tage det tabu op at have ocd og angst, det at være syg, og anderledes. Jeg vil gøre denne blog til noget helt andet end det vi altid ser – mode, dyre tasker, diverse folk på den røde løber. De fleste blogs er om skønhed og mode, Men sig mig?? Er vi alle så besatte af hvad der er pænt her og nu? Den næste uge? Måned? Hvad der er moderne? Det er vi faktisk, hvis du spørg mig… Så besatte af den fine mode, skønheds-verden, den overfladiske verden hvis du spørg mig –  Faktisk er vi så fokuseret på den at vi ofte glemmer de vigtige ting i livet, vi glemmer at der altid er en grund til at vi mennesker reagere som vi gør, som ofte skyldes noget der skjuler sig rigtig godt bag den facaden som vi alle bygger op, gennem tiden. Fordi det er ”forkert” at være syg, det er for nogle familier ”noget man ikke snakker om” fordi det er for ”flovt og anderleds”.

Så altså er vi så besatte af vores facade, at vi glemmer virkeligheden og hvem vi rigtig er? Fordi det skal se pænt ud og man skal være som alle andre? Ja ser du, nu skal jeg tage dig med igennem MIN rejse med noget anderleds, noget ”unormalt” ifølge nogle, noget som mange mennesker faktisk har, noget som gør at jeg reagere på nogle måder, det som ligger bag min facade, nemlig at jeg lider af angst og ocd, min rejse har været meget lang og er forsat lang, jeg er slet ikke nået til enden endnu, om det er godt eller skidt? Ja det ved jeg ikke helt. Jeg har lært en hel masse om alt muligt på denne rejse, jeg har lært at stå ved hvem jeg er. Jeg har været igennem en hel masse nedture men har på mystisk vis altid fået rejst mig op og kæmpet videre. Jeg har blandet andet haft det meste af min barndom i en sygehus seng, jeg har kørt med en ambulance så mange gange det ikke kan tælles på mine to hænder, jeg er konfirmeret helt alene uden min folkeskole klasse, gået til præst alene (ene undervisning) jeg har ikke gået i skole hele 7 klasse, eller jo det har jeg – men på sygehus skolen…

Det er blot en af de mange ting som ikke særlig mange ved om mig og min facade. Men jeg vil tage dig med helt ind under facaden fortælle dig MIN rejse med ocd og angst. Give dig muligheden for at se hvordan det er at have et liv med angst og OCD – at med OCD kan have flere forskellige stadier af det, at det ikke kun er folk som skal vaske hænder hele tiden, tjekke døren er lukket en ekstra gang, og hvad der nu ellers er som de fleste dansker kender til. Jeg vil give dig et indblik i hvordan det er at være angst og OCD ramt, som 21 årige i 2016 på godt og på ondt!
– Tak fordi du læste med!
xx Martine