AT BLIVE SVIGTET AF FREDERIKSHAVN HANDELSSKOLE

KÆMP VIDERE SELVOM DØREN BLIVER SMÆKKET I HOVEDET PÅ DIG!

Dette er indlægget som jeg skrev tilbage i 2013…

martinee

Jeg har længe tænkt på at lave dette meget personlige indlæg, jeg synes lidt det er på tide at det kommer nu, det har været utroligt svært for mig…. at jeg nu skal gøre det offentligt på nettet, men har nu besluttet mig for at det ikke er pinligt eller noget jeg skal være flov over, og så må jeg tage de ting der evt. kan blive sagt omkring dette.

Okay, jeg lider af en sygdom som hedder OCD/Angst… OCD betyder – ( obsessive-compulsive disorder), på dansk obsessiv-kompulsiv tilstand eller tvangslidelse. Det er en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.. 2 – 3% af befolkningen rammes af OCD. Det svarer til ca. 100.000 – 150.000 danskere. Så jeg er langt fra den eneste med sygdommen OCD..
Angst ved de fleste hvad er, men for en god orden skyld, vil jeg lige fortælle hvad det er.. Mit er nok aller mest Panikangst som karakteriseres af voldsomme og uventede panikanfald. Angstanfaldet er oftest kort og intenst. Og det er meget almindeligt at tænkningen handler om at dø, miste kontrollen. De kropslige oplevelser udgøres af vejrtrækningsbesvær, hjertebanken, svimmelhed og underlige fornemmelser i lemmerne.

Som nogle af jer ved, at gik jeg på Frederikshavn handelsskole. Hvilket jeg var rigtig rigtig glad for, jeg stod op kl 05:30 hverdag, for at sidde i bus i en time. Hvor jeg kunne have valgt Aalborg, som er tættere på. Men Frederikshavn handelsskole, fortalte at de havde plads til mig og min sygdom. Det var jo en vildt dejlig situation at man kunne komme til at gå i skole, som normal ung, og prøve at få S.U. Men ligeså snart man tror at noget er godt, bliver det modsatte bevist. Jeg blev smidt ud for noget tid siden, pga mit fravær som min sygdom giver mig, allerede ved anden advarsel, kontaktede jeg skole psykologen, men hun havde ikke tid, fordi hun var på ferie.. Så jeg fik min mor til at få en tid ved lægen, så jeg kunne få noget medicin, som jeg har været imod siden jeg fik stillet min diagnose, men jeg ville denne uddannelse så brændene, så jeg måtte gøre alt hvad jeg kunne, men det er ikke bare lige sådan at få piller, jeg skulle på sygehuset og snakke, men kunne først få en tid engang i April, og det ville være for længe at vente, så vi benyttede os af selvvalgt sygehus, og det blev helt i Silkeborg, hvor jeg kunne komme til lidt hurtigere, jeg nåede at have 1 møde i silkeborg (det kan tage op til flere måneder at få det afgjort) Jeg fik tid i weekenderne for at det skulle gå stærkt. Men inden jeg nåede at kunne gøre noget mere ved det havde skolen smidt mig ud..

Skolen gav mig tilbudet som alle for, nemlig at jeg kunne starte i en helt ny klasse på en frisk, for så ville mit fravær blive nulstillet. Det skal siges, at det ikke ville hjælpe mig på nogen måder, jeg ville bare få det værre.. Nye mennesker, nye lærer, og et kæmpe nederlag. Selv min psykiater fortalte mig at det ikke ville være godt for mig, så ville ikke på nogenmåde kunne tage imod dette tilbud, og der var i alt 33 alm. skole dage tilbage, så kom eksamen, studietur.  Men skolen valgte at stoppe min drøm, om en uddannelse, og var faktisk ret ligeglad med hvordan jeg havde det som person. Så jeg måtte stoppe på skolen, trods at jeg var med i undervisningen, at jeg lå overmiddel i klassen – og måtte ellers få tilsendt billeder fra mine klassekammerater omkring, hvor fed deres studietur var..

Min mor og jeg, tog endda kontakt til undervisningsministeriet, hvor vi faktisk blev ringet op. De sidder normalt med et standard brev til alle, men hun valgte at ringe fordi hun synes det var så menneskelig en sag, hvilket jeg faktisk er ret så enig i. Damen fortalt også at hvis skolen ville, måtte de gerne lade mig fortsætte, hvis bare vi lavede et samarbejde. Men det ville de ikke.

Og for det ikke skal være løgn, går der nu en i min klasse med mere fravær end jeg, og dette er ikke pga nogle sygdom eller lig. Men ganske alm. træthed/pjæk. Men personen er ikke smidt ud, jeg kan kun komme til at føle at dette er en personlig ting, skolen (skolelederen) har imod mig.. Så lige nu er min drøm om at få en hue på, fuldstændig udelukket

.. Frederikshavn handelsskole, har altså ikke plads til elever/unge med en psysisk lidelse, som de ellers så fint giver udtryk for på deres hjemme side, nemlig at der skal være plads til alle… Dette er altså en falsk reklame fra dem, jeg håber ikke andre skal opleve det jeg har været igennem, det er hårdere end man tror. Og hvis jeg skulle have alt med hvad der er sket i denne sag vil det tage flere dage at læse nærmest.

Jeg er nu sikker på at den dør jeg fik smækket i hovedet af Frederikshavn handelsskolen, giver mig en mulighed for at komme til at lave noget, jeg får meget mere ud af. Og jeg håber af hele mit hjerte, at der sidde nogle med en rigtig dårlig smag i munden, over den grimme, dårlige og ikke mindst uretfærdig forskelsbehandling jeg har fået.

Jeg kæmper, og min kamp for at få et normalt liv som andre. Stopper ikke bare!
Er evig taknemlig for jeg har så dejlige familie, der støtter mig! Men ikke mindst min FANTASTISKE mor som har gjort alt for at kæmpe mig tilbage på skolen, trods hendes egne problemer. Kunne ikke have klaret det her uden dig, tusind tak. ♥
husk, giv aldrig op – selvom det er svært!

Som du kan læse har det været meget svært for mig, det har været en laaang sag.
Tak fordi du læste med!
xx Martine

22 kommentarer

  • Flot skrevet af dig, Martine :-) Og du er jo bund ærlig.
    Men hvis dit fravær allerede var så katestrofalt at det var udsmidningsgrundlag, kunne det være du skulle have kontaktet lægen lidt før :-) ? Forstår godt din frustration, også selvom de sagde de havde plads til dig. Men der er jo en grænse for alle – uanset sygdom. Sådan er det jo. Er også selv belastet af sygdom, som har gjort jeg i længere periode ik har kunne deltage i skolen, men idag læser jeg på universitetet, og fik gennemført gymnasiet – men det var fordi mine forældre handlede, og jeg gjorde også – når det skete. du skal vel have 20 % fravær i gymnasiet, og i min optik er det MEGET :-) Altså du kan praktisk talt komme sovende i gennem gymnasien, so sorry – selvom dit indlæg er personligt, kan jeg ikke rigtig “have medlidenhed” med dig :-) Synes ik din historie fortæller alt..

    Men thumbs up, for at du er SÅ ærlig, det giver jeg en high five på, det er stort af det, og håber du finder på noget andet at lave i fremtiden, for hvis du vil – så kan du jo godt :-)

    kh Lena
    http://www.lesoe.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Hej Lena.
      Jeg har ikke gået på gym. Men HG – der må du få tre advarsler. Og som jeg fortæller, så går der nu en i min klasse som også har fået 3. Og pjækker stadig og får endnu mere fravær. Som dog ikke er blevet smidt ud. Og mit indlæg er ikke for at få en masse medlidenhed, så det er jeg kun glad for du ikke har fået.

      Tak for din kommentar :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var så lidt, Martine :-)

      Håber du finder ud af det, vil være spændende at se et indlæg i fremtiden – med dine fremtidsplaner, eller hvad du laver sådan lige nu :-) Tænker jeg?

      Men er stolt over at tøser, som dig – stilelr sig frem og fortæller “virkeligheden” :-) Det er stort!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Ja nu skal jeg lige have sat en masse fokus på det her, så andre ikke skal opleve det samme. Men nu må vi se ;o)
      Tak tak :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er virkelig flot skrevet. Jeg synes det er respektløst at de smider dig ud og så kun På grund af din sygdom, det jo egentligt ret modbydeligt at tænke på. og at der så går en i din nuværende klasse, som pjækker og er mere syg? det jo ret dobbeltmoralsk af skolen! Men selvom jeg ikke kender dig, skal du være stolt af dig selv, og synes det er så flot at du er bund ærlig og kommer ud med det på din blog! Og det er altid skønt med en kæreste, familie og venner der støtter en! Held og lykke :-)

    Knus
    http://kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Tusind tak for din kommentar Kathrine, det er dejligt med de søde ord.
      Tak tak tak, kunne ikke takke nok!
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smukt indlæg! Det er så dejligt at læse, du kan være positiv på trods af sygdommen. Jeg har selv en depression, og derfor går jeg i gruppeterapi med tre piger der har OCD og angst. Til dels ved jeg, hvad du går igennem, men selvfølgelig ikke 100%. Bare kæmp videre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Hej Heidi
      Først og fremmest mange millioner tak for din kommentar. Ked af at høre at du har en depression, al held og lykke!
      Ja alt med OCD og angst. Er ikke nemt for mange at forstå, dejligt at vide du ved lidt om det. Jeg kæmper alt hvad jeg kan, kampen er hård men jeg klare mig. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej kære.
    Du er ikke alene – aldrig alene.
    Når sygdommen viser sit grimme ansigt, er det vigtigt at huske på de lyse tider, og finde fred i den (livs)situation du befinder sig i lige nu. Finde roen, og bringe lykken frem igen. Du er SÅ sej du står frem, al respekt til dig.

    http://missabomination.blogspot.dk/2013/04/smerte.html

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kom på saxogade i Aalborg ven, jeg passer på dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Føler med dig
    har selv lidt af angst og været gennem flere årig depression, mange døre bliver smækket i hovede på en, men nye døre åbner sig altid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Helt enig, tak for din kommentar. Og held og lykke med din angst og depression. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Martine. Rigtig flot indlæg, og det er dejligt at du deler det med os. Jeg har også – i en mindre grad – tvangstanker og tvangshandlinger. Jeg lider af tourette syndrom (du kan læse et par af mine indlæg på min blog http://www.rikkesunds.dk og så under “personligt og helt tæt på” lablen, nederst) hvor jeg da jeg var lille især var nødt til at rydde op før jeg kunne sove, hvilket resulterede i at jeg svingede støvkluden kl. 03 om natten i en alder af 7 år, og så at jeg ovenikøbet har tisc og tvangsbevægelser, som vrid og kramper.

    Det er dejligt at have mennesker omkring sig der støtter en, især vennerne og familien. Pas godt på dem <3

    Knus
    Rikke / http://www.rikkesunds.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Hej Rikke.
      Jeg skynder mig straks ind for at læse dit indlæg. Ked af at høre du også render rundt med sådan nogle problemer… Når man er kommet af med en tvangstanke/handling – kommer der ofte bare en ny til flokken, der er meget man skal kæmpe med. Og det kan være en smule svært at passe på sine kære, når man selv har det svært. Man man må prøve så godt man kan. Al held og lykke til dig, stop aldrig med at kæmp. For så bliver man aldrig en vinder. KÆMPE knus fra mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, martine !! Det er så flooot skrevet, jeg er så stolt af dig. Håber det bedste for dig. Jeg håber de fjolser gøre noget ved det her. For jeg kender dig og du fortjener det bedste :P Håber du har det godt. Kærlig hilsen Miloo

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh.. Sidder helt med tårer i øjnene og ondt i maven når jeg læser dit indlæg! Jeg har selv oplevet noget lignende. I 1.g var jeg hårdt ramt af kyssesyge (mononukleose) og havde 1½måneds fravær på et år, hvilket jeg selv synes er godt klaret. Det lykkedes mig at gennemgøre 1.g med middelkarakter – næsten over hele linjen af fag. Jeg kom langt om længe ovenpå igen i løbet af 2.g, men gik glip af studieturen pga. blindtarmsbetændelse. I slutningen af 2.g får jeg en mail fra min studievejleder, som vil give mig et tilbud om, at gå 2.g om. Jeg var grædefærdig, fordi jeg hele tiden havde følt, at jeg skulle kæmpe ekstra bare for, at gøre mig værdig til at være der og for at kunne følge med. Jeg følte tit at alle odds var imod mig – uanset hvad jeg gjorde var det aldrig godt nok og psykisk havde jeg det svært. Mine fantastiske klassekammerater sagde, at hvis ikke de kendte til alt det, jeg havde været igennem i gymnasietiden, så kunne man ikke se det på mig. Jeg havde med andre ord bygget en facade op – kun med smil og glæde, men inderst inde var jeg psykisk nedbrudt og ofte tæt på at bryde sammen. Da jeg fik mailen var der kun 1 uge til eksamens start og jeg var utrøstelig! Synes simpelthen det var så urimeligt og fejt af skolen, at sende mig sådan en mail 1 uge før jeg skal til eksamen. Jeg lider af eksamens angst, så mailen gjorde ikke ligefrem min situation bedre! Jeg skrev tilbage med opbakning fra familien, at de godt kunne glemme alt om, at jeg skulle gå 2.g om og starte i en ny klasse! Jeg fik så lov, at forsætte med en tilbagemelding om, at mit eksamensbevis vil komme til at se dårligt ud, men det var jo op til mig selv om jeg ville forsætte eller gå om – SLAM BAM – endnu en lussing lige i hovedet og den sad hårdt! Alligevel valgte jeg at kæmpe videre. For at det så ikke skulle være løgn, blev min fars hjerte lidelse meget alvorlig i 3.g og jeg befandt mig i en hverdag mellem skole og sygdom. Jeg vidste, at det skulle handle om sygdom, så snart jeg havde fri. Derfor var skolen mit fri-rum, hvor mit liv kunne handle om alt andet end sygdom. Men samtidig var det også et sted, hvor jeg ikke følte mig tryg fordi skolen ikke havde lavet andet end at række ned på mig og sætte mig i situationer, hvor jeg følte mig dårligere end alle andre – og værst af alt begyndte jeg at tro på det! I slutningen af 3.g vendte jeg på en tallerken mentalt – måske mest pga. manglende psykisk overskud. Jeg tænkte, at jeg bare måtte gøre det bedste jeg kunne og så kunne folk ikke forlange mere af mig – heller ikke lærerne! Det måtte jo gå, som skæbnen vil det. Jeg var på det tidspunkt mentalt ligeglad med det hele og tænkte at de kunne rende mig et vist sted – om jeg så fik dårlige karakterer! Det lykkedes mig, at få min eksamen og hue i hus sidste år d. 25.juni 2012 fra Silkeborg Gymnasium. Det var en kæmpe sejr for mig! Jeg græd meget da jeg kom ud fra min sidste eksamen med et 7-tal i bagagen. Mest af alt var det af lettelse! Jeg følte virkelig, at censor havde reddet mig igennem min eksamen. Endelig blev jeg forstået, som den person jeg var og for en gang skyld ikke dømt på mit sygdomsforløb og fravær. Det var en rar følelse.Jeg glædede mig ustyrligt til at komme væk fra det sted, der havde taget så hårdt psykisk på mig og som var medvirkende til, at jeg ikke turde tro på, at jeg var god nok. Jeg vil aldrig anbefale Silkeborg Gymnasium til nogen som helst efter det, jeg selv har været igennem. Tilbage kan jeg kun takke mig selv for, at jeg gennemførte min eksamen – IKKE skolen, IKKE lærerne, men MIG – og selvfølgelig min families uundværlige opbakning! Det er muligt, at det er landets største gymnasium – MEN det er absolut ikke det bedste! (set fra min optik)

    Jeg håber, at det er okay, at jeg har skrevet min historie hér i en kommentar til dit meget rørende og tankevækkende indlæg.

    Selvom du ikke gennemførte dit skoleforløb, så synes jeg at du skal være pavestolt af dig selv! Selvom jeg har fået min eksamen, tænker jeg ofte på om det ville være gået mig bedre, hvis jeg bare droppede ud, tog nederlaget og kom videre med noget andet. Nogle gange kan jeg godt ønske, at jeg bare var droppet ud, selvom det ville være en træls og psykisk hård situation, at stå i. Hvis jeg var droppet ud, ville jeg ikke have oplevet alle de nedbrydende -og psykisk hårde situationer, jeg blev sat i fra skolens side. På den måde forstået tror jeg, at skolen har gjort dig en tjeneste. Der er jo ingen, der fortjener, at bliver udelukket på den måde, som du blev – og så er det lige meget om man har en psykisk lidelse eller ej. Der SKAL være plads til alle! Det er utroligt, hvor ligeglade folk er, så snart det ikke er dem selv, det går udover! Det er en ond cirkel at blive fanget i; når respektløsheden får mere værdi end begrebet respekt og menneskelighed.

    Beklager mit meget meget lange indlæg! :-)
    Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke i fremtiden – du fortjener det! Og vigtigst af alt, så er du god nok, som du er – ganske unik! Det er vi alle på hver vores måde!

    Kram Sabrina // http://www.myblog-sabrina.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Først og fremmest TUSIND tak for din kommentar. Det dejligt at høre nogle historier fra andre også! Synes du skal være stolt af dig selv fordi du er så sej, at du klarede de tre år. De lyder til at være hårde. Men du er stærkere end det. Det er utroligt som skoler og danmark ikke kan tage hensyn til sådan nogle ting, når de sker. Jeg håber inderligt at de sidder med en dårlig smag i munden, for det er på ingen måde fair det du har været igennem.. Jeg vil hoppe ind og følge med på din blog. TUSIND mange tak for din kommenter. Ved slet ikke helt hvad jeg skal skrive, er helt mundlam.
      KÆMPE knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina Lykholt-Ustrup

    Jeg kender dig ikke ….men jeg har selv OCD og oplever det samme som dig nemlig at samfundet ikke forstår os og de ikke behandler os ordentligt.
    Jeg har selv mærket døren ramme mig i hovedet tit og jeg må kæmpe mig op igen og igen. Jeg er også en person som ikke giver op og kæmper alt hvad jeg kan for retfærdighed for os psykisk syge og jeg er træt af at vi bliver stemplet fra samfundets side. Mange aner ikke hvad OCD er ……vi er jo ganske almindelige mennesker . Samfundet skulle sku samme sig når de stempler os som de gør. Håber virkelig det bedste for dig fremover ;)
    Knus Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • martinesverden

      Ja det rigtigt samfundet forstår netop ikke hvad man faktisk går igennem når man lider af OCD & angst. Og når døren rammer bliver kampen endnu hårdere. Tusind tak for din kommentar. Held og lykke til dig også!
      KÆMPE knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Rodenberg

    Jeg vil kæmpe videre med dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AT BLIVE SVIGTET AF FREDERIKSHAVN HANDELSSKOLE